I efterkrigsårene blev der til fornyelse af den ældre danske træskibsflåde bygget 23 mindre motorskibe, såkaldte carolinere, ved danske værfter med Marshallhjælp fra USA som fødselshjælper. 20 af disse blev bygget på H. C. Christensens Stålskibsværft i Marstal, hvor ni af skibene har haft hjemsted. To af carolinerne er fortsat under dansk flag, og en af disse er Samka.

M/S Samka – et stykke sejlende dansk kulturarv
Coastere under dansk flag – underskoven af dansk søfart – er ved at forsvinde bag kimingen, de mindre enheder under 700 tons lastevne er stort set væk. Større coastere er ligeledes ved at forsvinde ud af dansk register i hastigt tempo. Tilgang har været lig nul i lange tider, bl.a. grundet mangeårigt dansk politisk sløvsind med hensyn til at skabe nye finansieringsmuligheder for branchen. Det er derfor bydende nødvendigt at bevare eksemplarer af coasterne inden bortsalg til udlandet.

     Apteringen i carolinerne var virkelig gedigent og flot arbejde, hvilket man kan se om bord i Samka eksempelvis. Det var en hel revolution for besætningen inden for den mindre skibsfart at mønstre ud i en sådan luksus, i forhold til de tidligere knap så overdådigt udstyrede træskibe. Mange af disse små coastere var familieskibe, hvor kone og børn sejlede med.

Samkas last gennem årene
Samka har ligget i nærfarten. Den har eksempelvis hentet gipssten til cementfremstilling i Stettin, Swinemünde og Kolberg. For at få profit ud af foretagendet var det nødvendigt at sejle mindst to fragter om ugen, nogen gange tre.
     Samka har også få gange sejlet til Norge med træ, selvom det ikke er det, den er mest velegnet til, da den hverken er dyb eller lang nok. Dér, hvor Samka har tjent nogle virkelig gode penge, har været, når den har sejlet med salt fra Lybæk til det vestlige Norge.

     Der blev saltet presset sammen til slikkesten til kreaturer, sat på paller, for så at blive sejlet tilbage til Lybæk igen. Salt ligger godt i lastrummet, men pallerne skal trykkes godt sammen, hvis man skal være helt sikker på, at skibet ikke tipper over. Man var da heller ikke helt tryg ved det og stoppede derfor saltsejladsen til Norge.

     Senere hen – under Jørn Foss – sejlede Samka med korn rundt i hele det sydlige Danmark, og ved andre lejligheder blev der sejlet med træ til Vejle fra Bornholm eller sisal til bindegarnsfabrikken på Langeland. På et tidspunkt blev der også sejlet maltbyg for bryggeriet Fuglsang i Haderslev. Den gang blev der i gennemsnit foretaget femogfyrre rejser om året, så der var nok at lave for Samka.

     I dag kan det dog ikke svare sig at sejle fragt med Samka. Det kan bedre betale sig at bruge lastvogne som transportmidler, da udgifterne til lastbilerne ikke er lige så høje som til fragtskibe af tilsvarende størrelse, indretning og geografiske operationsradius. Her tænkes ikke kun på driftsudgifter, men nok så meget på havneudgifter, der bliver pålagt skibene, men ikke lastbilerne, selvom de laster ved de samme pakhuse.

”Vis dig på havet med ære – navnet Samka skal du bære.
Den første ejer, den mand der lod Samka bygge, var Arne Flyvbjerg fra Nørresundby. Han havde haft nogle ældre skibe og havde sejlet i mange år, inden han fik Samka som sit første nye skib. Han har haft en generøs bank, som har troet på projektet, for der var ingen Marshall-penge at hente, da der ikke var flere tilbage. Han kunne have fået sit skib bygget i Tyskland eller måske Holland, men Flyvbjerg var gennemført patriot og ville have sit skib bygget i Danmark. Samka blev så bygget i Marstal og søsat i 1956. Det var et godt og grundigt stykke arbejde udført af nogle dygtige folk, som kunne deres kram. Gudmoren til skibet var Flyvbjergs 11-årige pige, hvis navn Ane Mette indgår i skibets sammen med sønnen Svend, hustruen Karna og rederen Arne selv.

     I 1980’erne var Arne Flyvbjerg efterhånden blevet gammel, og hans søn overvejede at sælge Samka, men nevøen som også havde andel i Samka ville ikke sælge. Så det blev ikke til noget, da de havde aftalt, at de begge skulle være enige. Til sidst ønskede sønnen ikke sejle med Samka mere og spurgte nevøen, om han ville købe hans andel. Det gjorde nevøen så, og han sejlede så med Samka i et år, før han solgte skibet til Jørn Foss, Rudkøbing, i 1986, fordi fortjenesten ikke var stor nok, og økonomien kunne ikke bære i tilfælde af havari eksempelvis på maskineriet.

En drøm blev opfyldt
Jørn Foss havde fra barns ben drømt om at få sig sådan en Caroliner. Da han så en dag ringede og spurgte ad, fortalte de ham, at Samka var til salg. Jørn tog straks til Horsens, hvor Samka lå, og så købte han den. Den var blevet holdt utroligt godt i de femogtyve år, den havde været til søs.
     Da Jørn Foss havde ligget og sejlet rundt i det sydlige Danmark nogle år, syntes han at arbejdet med at vedligeholde Samka var for stort, og han solgte den videre til Erik Nielsen, Marstal i 1992. Erik Nielsen sejlede med Samka indtil 1997, hvor han solgte den til en bevaringsforening med hjemsted i Marstal. Han solgte den, fordi Samka ikke gav et stort nok udbytte.

Bevaringsforeninger overtager
Sådan havnede den i ”Carolinerforeningen M/S Samka”s varetægt. Bevaringsforeningen fik dog økonomiske problemer, og Samka blev overtaget af en ny bevaringsforening i 2003, som blev kaldt ”Museumsforeningen til bevarelse af M/S Samka”. Foreningen har adresse hos Marstal Søfartsmuseum, som er en af de institutioner, der står bag foreningen sammen med mange private.